logo
image 01
image 02
image 03
solgt
Klaregade 27, 2. th., 5000 Odense C
Eksklusivt istandsat herskabslejlighed. Lys, lækker og virkelig gennemført

Centralt i Odense finder I denne gennemførte lejlighed, hvor hver eneste detalje er nøje udvalgt, og hvor materialerne står flot og harmonisk sammen. Boligen er placeret på anden sal i en charmerende ejendom med elevator, og indenfor mødes I af en gennemtænkt planløsning og imponerende rum, der prydes af et betagende lysindfald.

Allerede ved første skridt indenfor fornemmer man, hvordan der virkelig er kræset for detaljerne. Lejligheden er gennem de seneste tre år moderniseret fra ende til anden. Her er etableret nyt køkken og badeværelse, opsat app-styrede radiatorer med eksklusive radiatorskjulere og lagt gennemgående, massive sildebensparketgulve i oliebehandlet egetræ. Overgangene er udført med stilrene messingskinner, og alle dørgreb i boligen er Arne Jacobsen-design.

Entréen leder til lejlighedens hjerte i form af køkkenet, der ligger i delvis  åben forbindelse med spisestuen. Det flotte Svane-køkken med Dekton bordplader fremstår yderst eksklusivt, og de smukke Buster + Punch-greb med diamond cut går hånd i hånd med de raffinerede messinglamper fra Thorup Copenhagen. Køkkenet er udstyret med kvalitets-hvidevarer, Quooker og dobbeltskuffer, der giver ekstra opbevaringsplads. Spisestuen rummer nemt et stort spisebord, og de høje paneler samt stuklofterne skaber en herskabelig atmosfære. Der er direkte adgang til den store altan fra køkkenet og i øvrigt også fra soveværelset.

Den samme stemning fortsætter i de to store stuer en suite, hvor store vinduespartier trækker dagslyset behageligt ind. Dertil får I et regulært værelse/walk-in værelse med snedkerfremstillede låger og et soveværelse med udgang til altan. Nær værelserne ligger det stilrene badeværelse, indrettet med Svane-elementer, Buster + Punch-greb, store, lyse klinker og en elegant bruseniche med armatur fra Vola. Hertil kommer et gæstetoilet, som ligeledes er med armatur fra Vola.

Fra både køkkenet og det ene værelse er der udgang til den rummelige altan, som med sin generøse størrelse giver mulighed for flere indretningsmiljøer. På de lune dage kan dørene stå åbne, så inde- og udeliv flyder naturligt sammen, og de bløde møbler bliver rammen om afslappende stunder. Herfra har I kig til Bispehaven. Derudover kan I benytte det fælles gårdmiljø, og boligen giver desuden adgang til både kælderrum, loftrum og et loftsværelse.

Beliggenheden sætter prikken over i’et. I bor blot få skridt fra Odenses pulserende bymidte, hvor spisesteder, kulturelle oplevelser og hyggelige butikker venter jer. I har samtidig nem adgang til dagligvareindkøb og offentlig transport, og med børn i familien når I både skole og daginstitution på gåben. Endelig kan I spadsere til de naturskønne områder i Eventyrhaven og Munkemose, som danner en idyllisk kulisse for gåture året rundt.

Lars Bjørk
Indehaver